Af Jonna Skov, Fredag den 29. oktober 2021
Børne og unge-området kan ikke klare sig med ord alene, der skal også penge til.
Et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste.
Børnene er i min optik de svageste, de har ingen stemmeret og bliver sjældent hørt i den offentlige debat.
Efter valget når vi skal til at kigge på skolestrukturen i Skive kommune kommer vi til at tage stilling til hvor lang en skolevej et barn må have, hvor lagt skal en lille 6årig ny skoleelev sidde i bus med langt ældre elever 200 ture til skole og 200 ture fra skole på et skoleår. Vi har områder hvor afstanden til naboskolen er kort og vi har andre områder hvor en skolelukning vil betyde en markant længere skolevej. Samtidig har vi i Skive kommune valgt at skoleområdet skal være et af landets billigste ifølge tal fra Børne- og undervisningsministeriet. Skive ligger stadig som bundskraber, senest som nr. 5 fra bunden.
Samtidig soler vi os i at være blevet Danmarks idrætskommune nr. 1 og at Skive er den kommune der bruger flest penge på kultur og fritidsområdet.
Resultatet er bl.a. at skolerne må lave flere og længere pauser “frikvarter” for eleverne for at få enderne til at nå sammen. Med et stigende antal elever med angst og skolevægring, en høj andel af elever med ordblindhed og andre diagnoser, så har vi krydset grænsen for hvad der kan effektiviseres. Der er brug for mere uddannet personale til at sikre at vi løser kerneopgaven.
Hvor længe vil vi acceptere at så vigtigt et område nedprioriteres.
Vi har brug for at vores skattekroner ender ude hos borgerne, på de kommunale institutioner dagtilbud, skoler, ældrecentre mv, hos vore svageste borgere, i stedet for at fortsætte opsparingen i kommunekassen.
Det er værd at tænke over inden krydset sættes d. 16. november. Du ved hvad du får hvis du stemmer som du plejer. Hvis du ønsker forandring, så kunne du jo starte med at sætte krydset ud for en ny kandidat.