Af Niels Ole D. Nielsen
Nærsygehus en gevinst for Skive Kommune
I denne valgperiode har vi i Sundheds-, Social- og Forebyggelsesudvalget sammen med vores dygtige ansatte på sundhedsområdet kæmpet for, at vi kan bibeholde de nuværende regionale funktioner på Skive Sundhedshus og samtidig få hentet mange flere funktioner til stedet. I denne periode har udvalget hvert år inviteret de lokale regionsmedlemmer til en konstruktiv dialog på et udvalgsmøde, og sammen med kommunens sundhedschef, forvaltningsdirektør og Skive Kommunes borgmester, har jeg deltaget i flere møder med Regionsrådsformand Anders Kühnau, hvor målet har været at bibeholde og udbygge de regionale tilbud på vores sundhedshus.
Derfor blev jeg rigtig glad, da jeg fornyelig erfarede, at Regionsrådsformand Anders Kühnau i forbindelse med indførelsen af et nærhospital i Skive Kommune udtalte, at der kan blive flyttet endnu flere ambulante funktioner fra hospitalerne ud på sundhedshusene, og det skal være muligt for borgerne at kunne få foretaget endnu flere undersøgelser og kontroller i deres nærområde. Han siger samtidig, at der helt klart skal lægges endnu flere funktioner ud til Skive Sundhedshus, da grænsen for, hvad der kan flyttes til Skive, slet ikke er nået.
I den kommende valgperiode er det vigtigt, at der fortsat arbejdes for, at dette ikke bare forbliver ord, men at det også bliver en realitet. Det vil jeg gøre, hvis jeg får muligheden. Og tænk så på, hvad der kan udrettes, hvis vi ud over en socialdemokratisk regionsrådsformand, også får valgt Peder Christensen som socialdemokratisk borgmester og Claus Kjeldsen genvalgt som lokalt socialdemokratisk regionsmedlem. Så kan vi komme til at udrette rigtig meget på sundhedsområdet, som vil blive til gavn for ikke bare mange, men rigtig mange borgere i Skive Kommune.
Mvh.
Niels Ole Damgaard Nielsen
Kastanievænget 66
7800 Skive
Byrådsmedlem og kandidat nr. 3 for liste A