Rammerne for ældrepleje og -omsorg definerer ordentlighed.
Historisk har der i Skive Kommune pågået udfordringer med, at den til senior-/ældreområdet prioriterede økonomi matchede de politiske visioners intentioner. Denne udfordring pågik især grundet konstitueringsmæssige aftaler om, at færre forbrugte midler på et politikområde SKULLE tilgå kassen frem for at udligne økonomiske udfordringer, der var til ulempe for både personale og borgere på bl.a. ældreområdet.
Vi skal sikre en bedre balance mellem kassetænkning og menneskelig service.
Heldigvis opleves pt. en langt bedre økonomi på ældreområdet, hvilket er vigtigt og en decideret mærkesag for mig, da det jf. mine værdier er helt indlysende, at vore ældre medborgere SKAL tilbydes en god, kærlig og respektfuld pleje.
Som tidligere medlem af det politiske ældreudvalg (nuværende seniorudvalg) i vor kommune har min særlige interesse for dette område ”hængt ved”, og jeg har de forgangne år i diverse sammenhænge talt med en bred vifte af særdeles dygtige og empatiske medarbejdere på ældreområdet.
Uden at have behov for at nævne nogle UPS` ere på området står det klart for mig, at en række medarbejdere – både på vore ”centre” (hader ordet – husker med glæde de tidligere plejehjem!) samt blandt det udekørende personale har FOR travlt. Der mangler tid til at se og kommunikere med det enkelte plejekrævende menneske. Muligheden for at bringe empatien og ”kærligheden” til mennesket i spil krydret med egen fagprofessionalitet er med mellemrum ikke til stede. Det er afgørende vigtigt, at vore medarbejdere kan udøve deres vigtige gerning med egen moral og etik i behold.
Jeg ønsker, at vi etablerer en ældrepleje, hvor vort personale er nok i antal, og hvor der konkret og reelt er tid nok til at kære sig om den enkelte borger. Vi skal tilvælge fast/timeansat personale frem for tilkaldte afløsere.
Vi skal tale hele SOSU-området op med en betragtning om, at det er særdeles meningsfuldt og smukt at hjælpe de mennesker, der har behov for hjælp og pleje, og som har sikret tilblivelsen af det velfærdssamfund, vi alle har mulighed for at nyde godt af i dag.
GOD ÆLDREPLEJE OPNÅS EFTER MINE VÆRDIER VED (GEN-)SKABELSE AF BEDRE ARBEJDSFORHOLD OG ET BEDRE ARBEJDSMILJØ FOR PERSONALET, OG EN SÅDAN INDSATS ER HELT NØDVENDIG FOR AT FASTHOLDE OG TILTRÆKKE MEDARBEJDERE MED ”HJERTET PÅ RETTE STED” SET I LYSET AF, AT FREMTIDEN (HELDIGVIS) BYDER PÅ FLERE ÆLDRE OG (DESVÆRRE) ØGET UDFORDRING MED REKRUTTERING AF ”DET DYGTIGE PERSONALE”.
De bedste hilsner
Peter Hahn
Kandidat (A) til KV25.

