Læserbrev

Kandidat Peter Hahn

Fortid, facts og fremtid (3/3)
Et indlæg om skolepolitik i flere afsnit.

Afsnit 3 – facts (nutidens udfordringer).

 

Som det har fremgået af de seneste 2 afsnit i denne føljeton, har vor politikere undladt at handle på den kendte udfordring om manglende ressourcer og rammer på skoleområdet; konklusionen fra en tydelig købt og betalt rapport fra KLK  (Kommunernes Landsforening) blev der ikke handlet på, og seneste strukturproces, der blev en kæmpe fiasko og ulempe for især vore børn, forældre, lærere, pædagoger, ledere, med flere, blev lukket ned ”over natten”, idet det kom frem i lyset, at det borgmesterbærende parti ikke ville lukke skoler.

Vi oplevede, at en bygningsmæssig fin skole med et mig bekendt dygtigt personale ”faldt fra hinanden” – forstået på den måde, at flere elever inden en sommerferie ”flygtede” til andre skoler, og at der efter endt sommerferie mødte 29 elever op på skolen fordelt på 7 årgange. Politikerne kendte til tendensen men handlede ikke på kendt viden, inden forældrene måtte tage ansvaret på sig!

Vi så i ”tidernes morgen” samme uheldige skæbne for daværende Hjerk-Harre Skole – altså en tidligere super fin og god lille skole, der blev ”udsultet” med dalende elevtal til følge, og hvor politikerne ikke ville, turde eller have mod til at tage det ansvar på sig, som borgerne havde tildelt dem i stemmeboksen. På et tidspunkt lukkede skolen ”reelt sig selv” grundet mangel på ”råstoffet” – børnene. Der var kø ved håndvasken på rådhuset, forestiller jeg mig!

Hvis vi lige nu sætter ”spot” på hele skolevæsnet i Skive Kommune, der har en samlet økonomi at drive skole for, ser vi endog tydelige tegn på, at økonomien anvendes til bygninger placeret ekstremt decentralt, og hvor økonomien til personalets reelle muligheder for at bibringe børnene trivsel, dannelse og læring er særdeles udfordret. Det er vigtigt at forstå, at vore politikere ikke blot kan tage flere penge op af den ellers ”godt polstrede” kommunekasse, da klare regler for anvendelse af økonomi til drift og anlæg foreligger fra regeringens side. Det er for mig soleklart, at KVALITET er personalebåret og stedvis/delvis udfordret grundet ressourcemangel.  I flæng kan nævnes en række ”uregelmæssigheder”, der kalder på politisk action:

  • En række skoler samlæser op til 4 årgange gr. økonomiske udfordringer,
  • Der er skoleklasser, der har fået dispensation til at have over de ”tilladte” 28 elever – med mellemrum med kun 1 lærer i klassen,
  • Der er skoleklasser med så få elever, hvor det enkelte barn har svært ved af finde kammerater at spejle sig i og med,
  • Der er skoleenheder, hvor de for arbejdsmiljøet vigtige funktioner AMR (arbejdsmiljø) og TR (tillidsrepræsentant) reelt ikke fungerer eller er nedprioriteret,
  • Der er skoleenheder, hvor de særdeles vigtige funktioner, bibliotekar, AKT (adfærd, kontakt og trivsel), læsevejleder, matematikvejleder, sprogvejleder, fritidsvejleder reelt er ikke-fungerende, og hvor en given opgave må håndteres ad hoc,
  • Over de seneste år er eksklusionen til ”specialklasser” tiltaget
  • 20 procent af vore børn er jf. en kommunal undersøgelse uden for fællesskaber – de 10 procent heraf bliver alarmerende svære at hjælpe tilbage.
  • Lærerne og pædagogerne løber ofte alt for stærkt med et hav af arbejdsopgaver,
  • Den vigtige forberedelsestid, der skaber kvalitet i undervisningen, blive jævnligt ”taget” til uopsættelige opgaver,
  • Jeg hører om ellers robuste lærere, der er på randen af ”moralsk stress” (når den enkelte skal agere uden at have egen moral og etik med sig).

Jeg ved, at dette er alarmerende læsning, men ikke desto mindre er det helt væsentlige aspekter at forholde sig til, hvis du som jeg ønsker at ”rette skuden op” efter seneste års nedprioritering af vore børn – vores alles fremtid.

I næste afsnit kan du læse om den fremtid for et samlet skolevæsen, som jeg ønsker at etablere, hvis du vil betro mig din stemme til kommunevalget i Skive den 18. november 2025.

Bedste hilsner

Peter Hahn, 
Kandidat til KV25 for Socialdemokratiet, 
Majsvænget 25, 
7870 Roslev

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *