Vi har ikke råd til at nøjes med minimum – vi skal investere i mennesker
Vi er nødt til at handle på det faktum, at Skive Kommune oplever faldende befolkningstal og et stigende antal ældre. Svaret har indtil nu været, ”Nedskæringer og Centralisering for at få mere kvalitet”. De svar skaber frustration, utryghed og ulighed. Vi skal gøre op med den tankegang at centralisering er svaret på alt.
Jeg kæmper for, at vi skal skifte gear og se vores situation som en mulighed.
I stedet for at acceptere minimum, skal vi investere i en Guldindsats for vores børn og ældre.
Invester for at tiltrække: Guldpakken
Det koster penge at tjene penge. Vi skal investere i vores fremtid.
Jeg kæmper for at lave en ”Guldpakke” til vores børn – en forpligtelse til at have bedre normeringer i daginstitutioner og skoler, end loven foreskriver. Bedre normeringer betyder mere tid til nærvær og faglig frihed.
Det koster ekstra, men hvis vi med “Guldpakken” positionerer Skive Kommune som det bedste sted for barn og familie, er pengene tjent hjem. Vi skal brande os på at tilbyde noget, der ligger ud over, hvad andre kommuner tilbyder, f.eks. ekstraordinære indsatser for børn med skolefravær eller mistrivsel. Vi kunne beslutte at vi vil etablere og udvikle et ”Trivsels akademi”. Med en investering her kunne vi spare nogle af de mange mange penge vi lige nu bruger på vores egne børns mistrivsel og skolefravær og måske tiltrække nye familier, som her kunne få et håb.
Skab nye Seniorbofællesskaber og tryghed
Vi skal nytænke/ gentænke ældreboligområdet. I stedet for at lukke og centralisere, skal vi skabe nærhed og tryghed i lokalsamfundene ved at nytænke brugen af eksisterende bygninger evt bygge nyt selvfølgelig i samarbejde med boligselskaberne.
Jeg foreslår, at vi skaber fleksible boligformer, hvor man kan blive boende, selv når kræfterne slipper op. Dette kan sikres gennem boliger med fleksible funktioner og servicemuligheder i samme område/ samme matrikel:
- Seniorbofællesskaber med aktivitetscenter: Selvstændige boliger med tilknyttet café, sundhedsklinik eller værksted, åbent for borgere over 55+.
- Tryghedsboliger med Servicetilknytning: Lejeboliger tæt på plejehjemmet. Her får man trygheden ved hjemmehjælp og pleje i umiddelbar nærhed, uden at bo i selve plejeboligerne.
- Plejehjemspladser: Til de borgere, der har det største behov for pleje.
Målet er at sikre, at vores ældre ikke tvinges langt væk fra deres netværk, når de skifter livsfase. Nærhed, tryghed og fællesskab er den nye definition af høj kvalitet.
Vi er et “vi”
Disse løsninger kommer ikke ved mere centralisering. De kommer ved at aktivere vores idèrige borgere, foreninger og virksomheder.
Kommunen skal være en motor og facilitator for denne udvikling, hvor vi sammen finder de nye idéer. Mit mål er at organisere vores lokale styrke i et “Skive Kommune står sammen”.
Jeg stiller op for Socialdemokratiet, fordi jeg vil kæmpe for en stærk balance, der anerkender, at vi er et vi, og at vi kun lykkes, når vi investerer i nærhed og kvalitet til alle borgere.
Helle Madsen Kandidat, Socialdemokratiet, Glyngøre.

